VISIOLINK SØGER GRAFISK STUDENTERMEDHJÆLPER TIL MARKETINGTEAMET

Er du en kreativ sjæl med grafiske evner? Måske er du i gang med en uddannelse inden for grafisk design, grafisk kommunikation, digital design, multimediedesign eller noget, der minder om? I så fald er det dig, vi leder efter!


OM STILLINGEN

Som grafisk studentermedhjælper hos Visiolink vil du være en del af marketingteamet, og din rolle vil primært bestå i at udtænke og udarbejde grafisk materiale, som understøtter vores marketingaktiviteter. Det betyder, at dine arbejdsopgaver spænder bredt - alt fra indhold til vores SoMe og hjemmeside til større materiale som whitepapers og produktark. Du vil få ansvaret for at fortsætte Visiolinks grafiske linje samtidig med at videreudvikle den visuelle identitet på tværs af kanaler og materialer. Vi arbejder primært digitalt, men du vil også blive involveret i produktion af materiale til tryk. Herunder ser du nogle af de opgaver, du vil komme til at arbejde med:

  • Produktion af grafisk materiale til SoMe, hjemmeside, nyhedsbreve, blogs etc.
  • Udarbejdelse af produktark, whitepapers, præsentationer og lign.
  • Udarbejdelse af trykt markedsføringsmateriale som eksempelvis flyers, roll-ups mm.
  • Ad hoc-opgaver

 

OM DIG

Udover at være i gang med en relevant uddannelse er det vigtigt, at du forstår og interesserer dig for hvordan et budskab formidles bedst muligt i samspillet mellem ord, billeder og grafiske elementer. Du har teorien på plads og glæder dig til at arbejde med de praktiske sider af multimediedesign, digital markedsføring og kommunikation i et miljø, hvor du får mulighed for at lære nyt og tage ansvar for egne områder og projekter. Sammen definerer vi de projekter, hvor din interesse er størst, og hvor du kan byde bedst ind.

 

OM VISIOLINK

Visiolink er markedsledende inden for digitale publiceringsløsninger til mediehuse rundt om i Europa. Vi har specialiseret os i at levere aviser og magasiner digitalt – det vil sige til smatphones, tablets og web. Samtidig rådgiver vi mediehusene om, hvordan de kan gøre deres e-avis og e-magasin til en god forretning.

Visiolink rekrutterer hvert år studentermedhjælpere og praktikanter, og vi gør en stor dyd ud af at give det bedst mulige forløb. Sidste år nominerede vores forhenværende praktikanter os til kåringen af ”Østjyllands bedste praktikvirksomhed 2019”, hvor vi løb med Specialprisen. Det er noget, vi er stolte af – ligesom vi er stolte af vores flade virksomhedsstruktur med højt til loftet og mulighed for at sætte sit eget præg. Dertil sørger vores Personaleforening for, at vi også får nogle fede oplevelser sammen uden for arbejdstiden, når vi får en fredagsøl i vores egen bierstube, tager på udflugter, holder sjove firmafester eller arrangerer grillhygge i sommervejret.

 

PRAKTISK INFORMATION

Forventet start er i august, men vi er fleksible, hvis den rette kandidat dukker op. Din gennemsnitlige arbejdsuge vil ligge på 10 timer, og det er muligt at tilrettelægge arbejdstimerne således, at det passer til dit studieforløb. Stillingen er timelønnet.

Lyder ovenstående som noget for dig? Så send os gerne din ansøgning samt CV til formularen her og angiv job ID 7.016. Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte vores Marketingkoordinator, Sini Ammentorp, på telefon 28 34 55 00 eller mail sia@visiolink.com. Vi glæder os til at høre fra dig.